Gå tillbaka till artikeldetaljer Salmesang og salmebog i folkelig dansk tradition

Helen Rossil

Salmesang og salmebog i folkelig dansk tradition

D. 10. juni 1966 interviewede den danske sanghistoriker Karl Clausen den da 86-årige indremissionær Johannes Flyvholm. Flyvholm fortæller med stor varme om sine erfaringer med Brorsons salmebog, bl.a. barndomserindringer der beskriver, hvordan moderen lærte ham og hans søskende Brorsons salmer:

Men det som har gjort at de [:Brorsons salmer] har bundfældet sig sådan i mit hjerte, det var jo det at min mor – hun havde sådan en yndig sangstemme, og hun var et elskeligt Guds barn. Og hun holdt andagt med os […] når der var lejlighed til det. Og så sang vi altid i Brorsons salmebog. Og så – og det var ikke børnemad, […] og […] vi var ikke lige glade for det altid. Men det blev sådan sjungen ind i os. Så næst efter min Bibel, så er der snart ingen bog jeg elsker sådan som Brorsons salmebog. For han kan sjunge både om lyse og mørke dage, både om liv og død. Og det har været min hjælp, så tit. Derfor elsker jeg sådan Brorsons salmebog! (www.visesangere.dk, bånd 100).

Med dette erindringsglimt belyser missionær Flyvholm et af de mest fremtrædende kendetegn ved danske folkelige salmesangstraditioner: den nære forbindelse mellem selve salmebogen og den vokale praksis. Flyvholm beskriver her, hvordan salmebogsordet i barndommen blev internaliseret gennem sangen og dermed forblev umiddelbart tilgængelig senere i livet. Af Flyvholms erindringsglimt fremgår også, hvordan sangen er direkte funderet i en religiøs praksis; moderens ”yndig[e] sangstemme” forbindes med, at hun var ”et elskeligt Guds barn”, og andagten foregik altid med sang i Brorsons salmebog. Sangen bliver således den vokale materialisering af den salmebog, som andagten bygger på.

I denne artikel vil jeg undersøge den affinitet mellem sang og bog i danske folkelige salmesangstraditioner, som Flyvholm beskriver i sit barndomsminde. Jeg vil indlede med at give en introduktion til de to salmebøger, som de folkelige salmesangstraditioner bygger på, idet jeg særligt lægger vægt på salmebøgernes mediale og materielle funktion i den religiøse praksis blandt de grupper, hvor den folkelige syngemåde, i kraft af de særlige salmebøger, var udbredt. Herefter vil jeg ud fra lydindspilninger af disse traditioner give eksempler på, hvordan disse salmebøger omsattes i klingende sang.

Vækkelsen og dens salmebøger

Religiøse sangtraditioner, der æstetisk afviger fra centrale institutionaliserede normer for kirkesang, kendes fra store dele af den protestantiske verden. Det drejer sig oftest om melismeret og arkaisk sang som er blevet overleveret i geografisk, kulturel eller konfessionel isolation (Bak & Nielsen (red.) 2006). For de danske traditioner er der i høj grad tale om bevaring og overlevering i konfessionelle lommer i det kirkelige landskab, og traditionernes vokale udtryk er dermed forbundet med særlige kristendomssyn.

Ifølge Kirsten Sass Bak må den folkelige salmesangstradition formodes at være opstået med reformationen, hvor den lutherske salmesangs møde med landbefolkningens individuelt baserede visesang førte til varierede salmesangspraksisser, som blev overleveret i en kirkemusikalsk praksis uden anden styring end degnens (Bak 2006). Ved siden af kirkesangen på landet opstod fra midten af 1700-tallet en tradition for sang af pietistiske salmer og sange uden for den kirkelige gudstjeneste, som dermed stod uden for nogen form for musikalsk normering.

Disse traditioner er sidenhen blevet overleveret fortrinsvis i religiøse miljøer med rod i den vækkelse, der i begyndelsen af det 19. århundrede gik over store dele af den protestantiske verden (Sanders 1995: 23-24, Grane 2002: 65-77). Som en reaktion mod den rationalistiske forkyndelse, der på denne tid bredte sig inden for den officielle kirke, begyndte almindelige mennesker at forsamles i private hjem i gudelige forsamlinger. Her samledes man om læsning af den andagtslitteratur af såvel ortodoks som pietistisk tilsnit, der i løbet af det 17. og 18. århundrede var blevet udgivet i store mængder (Rasmussen 2016).

I de gudelige forsamlingers andagtslitteratur indtog salmebøgerne gennem læseformen sang en særlig position. Salmesangen må ses som et eksempel på en deltagende musikalsk æstetik i Thomas Turinos forståelse (Turino 2008), hvor formålet med den musikalske praksis ikke er at frembringe et formfuldendt kunstprodukt, men at styrke den sociale interaktion i den musikalske praksis. I denne opfattelse af sangen måles dens kvalitet ikke på lydstrukturerne i sig selv, men på disses evne til at inspirere til musikalsk deltagelse (Turino 2008: 29). Ved siden af det sociale fællesskab i de gudelige forsamlinger må fællessangen også antages at have styrket den religiøse erfaring (McGuire 2008: 97-118). Sangens funktion som vækkelsesredskab og -spreder ses lige fra 1700-talles pietisme til det sene 1800-tals og det tidlige 1900-tals mere pinse-inspirerede vækkelse (Arndal 1987: 32, Balslev-Clausen 1975: 57, Clausen 1958: 256, Nissen 2007, Olesen 1994: 74-78).

De vakte forsamlingers salmesang koncentrerede sig om to salmebøger: Kingos salmebog, som anvendtes både i kirken og i de private forsamlinger, og Brorsons salmebog, som kun blev brugt i forsamlingerne. De to sangtraditioner der knytter sig til disse bøger, betegnes følgelig kingotone og brorsonsang.

Kingos salmebog

Kingos salmebog (egentlig Dend Forordnede Ny Kirke-Psalmebog) afløste i 1699 Thomissøns salmebog (egentlig Den danske Psalmebog) fra 1569 og var således den anden i rækken af autoriserede danske salmebøger. Efter to mellemliggende salmebøger, der aldrig kom i anvendelse på landsplan (Kjærgaard 2002 I: 111-165), blev den i 1798 officielt afløst af Evangelisk-Kristelig Psalmebog til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt. Kingos salmebog, og ikke mindst overgangene fra dens forgænger og til dens efterfølger, er et godt eksempel på hvilken æstetisk, ideologisk, teologisk og politisk kampplads en salmebogsudgivelse kan være.

Selv om Thomissøns salmebog havde kongeligt monopol, blev det danske bogmarked i løbet af 1600-tallet oversvømmet af forskellige omfangsrige salmebøger (Kjærgaard 2002 I: 81–86; Malling 1978: 98–132). I 1685 opstod der med et nyt kirkeritual samtidig et behov for nye salmer, hvorfor man besluttede sig for at udgive en ny national salmebog. Thomas Kingo (1634–1703), biskop på Fyn og dansk baroklitteraturs mest fremstående digter, blev i 1683 udset til at stå i spidsen for dette projekt. Kingo havde allerede produceret et stort antal salmetekster i tidens poetiske stil, som var tænkt ind i en kunstfærdig komposition, da han i 1690 mødte teologisk modstand, hvilket førte til at projektet blev nedlagt. Et af stridspunkterne var menigmands mulighed for at deltage i salmesangen og dermed gudstjenesten (Petersen 1965). I 1600–tallet bestod salmesangen i hovedsagen af et kernerepertoire af salmer, som de fleste kunne udenad, og der var tydeligvis en bekymring for, at for store forandringer ville hindre salmesangen, ikke mindst på landet.

Striden endte med, at Kingo fik privilegiet på udgivelsen af salmebogen, medens selve redaktionen blev lagt i hænderne på en kommission. Resultatet blev et konfessionelt og æstetisk kompromis, hvor nye metrisk reformerede salmer i barokstil af bl.a. Kingo kom til at stå side om side med reformationstidens salmer, direkte overført fra Thomissøns salmebog. Kompositionen reflekterede enevældens gennemgående hang til centralisering. Man kan til og med se et greb bagom Thomissøn og tilbage til middelalderens ordning, idet Kingos salmebog var struktureret efter kirkeåret. Med det høje antal genbrugte salmer fra Thomissøn (122) og de tempore-strukturen blev Kingos salmebog fra 1699 en eksponent for det traditionsbevarende.

Denne traditionalistiske tendens lader til at have været i samklang med en mentalitet, der var dominerende i bondebefolkningen (Henningsen 2019: 219 ff.). I hvert fald fik Evangelisk-kristelig Psalmebog ikke just nogen varm modtagelse, da den et århundrede senere skulle afløse ”Kingo” (Malling 1978: 306-310). Rationalismen havde holdt sit indtog i statskirken og salmebogskommissionen, med det resultat at der blev luget grundigt ud i salmerne, medens de overlevende blev stærkt forkortede og radikalt reviderede efter tidens smag, så ”kristne grundbegreber” erstattedes ”med tyndbenede banaliteter om dyd og moral” (Stidsen 2002: 86). Endelig blev dispositionen emneinddelt, således at den enkelte præst selv kunne vælge dagens salmer på bekostning af den cykliske genkendelighed for kirkegængerne, som desuden ikke havde lært at slå op i salmebogen efter numre.

Billede af en side fra Kingos salmebog med tekst i gammel skrifttype til salmen Aleneste Gud i Himmerig.
”Aleneste Gud i Himmerig” i ”Kingos salmebog” uden salmenumre, men med liturgiske anvisninger: ”Strax derpaa synges” osv. Forfatterens eksemplar. Foto: forfatteren.

Den ny salmebog lignede nok de kendte med et lille format, fraktur og prosaopsætning – men skinnet bedrog. Provst J. Nissen fortæller hvordan Sjællands biskop Balle, der var formand for kommissionen for den ny salmebog, kombinerede sine visitatser med markedsføring for den ny salmebog:

”og da den mand – som en gammel Bonde sagde, – jo læste kønt og så spurgte os, om vi kunde have Lyst til at faa saadan en Salmebog, sagde vi ja, men bagefter fortrød vi det” (Nissen 1904: 72).

Evangelisk-kristelig Psalmebog kom da heller aldrig til at hedde ”Balles salmebog” i folkemunde. Visse steder skal salmesangen helt enkelt være forstummet, andre steder fortsatte man med at synge efter ”Kingos salmebog” (Kjærgaard I: 163).

De stærke Jyder og Kingos salmebog

Med tiden blev Kingos salmebog afløst af nyere salmebøger, men enkelte steder i vakte kredse insisterede man på at bruge Kingos salmebog i kirken. Kristelig Lutheransk Trossamfund blev som følge af uenighed om fundamentale spørgsmål i synet på sakramenterne i 1863 ekskluderet af den danske folkekirke (Kofod-Svendsen 2012). Hermed var samfundet frit stillet til at bruge Kingos salmebog under gudstjenesten, og samfundet har dyrket sin egen kingosang op til begyndelsen af dette årtusinde. Kristelig Lutheransk Trossamfund har levet i en høj grad af isolation, og deres helt særlige kingosang er stort set gået under musikforskningens radar. Dog har den norske musikforsker og komponist Sigvald Tveit i 1995 indspillet 1 ½ times kingosang med menigheden (Rossil 2022: 231-248).

Derimod har De stærke Jyders kingosang fået en vis bevågenhed. De stærke Jyder er Danmarks ældste kendte vækkelsesbevægelse fra o. 1790. Bevægelsen eksisterede i flere sogne i området mellem Vejle og Horsens frem til midten af det 20. århundrede, hvor de sidste medlemmer gik ind i den folkekirkelige forening Indre Mission. De stærke Jyder gjorde sig gennem det 19. århundrede flere gange bemærket gennem sangerkrige, hvor de under gudstjenesten insisterede på at synge efter Kingos salmebog, medens præst, degn og den øvrige menighed sang efter nyere salme- og melodibøger. De stærke Jyders kingosang er først og fremmest behandlet af Kirsten Sass Bak (Bak 2006) og Johannes Enggaard Stidsen, der var teolog og efterkommer af De stærke Jyder (Stidsen 2002).

Stidsen beskriver, hvordan bevægelsen som en konsekvens af (bl.a. musikalske) konflikter med myndigheder til den ene side og andre vækkelsesbevægelser til den anden isolerede sig og stivnede: ”Fra at være en bevægelse blev De stærke Jyder en position, en statisk gruppe, optaget af at bevare den bestående tro og lære” (Stidsen 2002: 69). Denne mentalitet kom også til udtryk i salmesangen, der ikke blot skulle foregå efter den rigtige salmebog, men også på den rigtige måde, hvilket vil sige med en tilbageskuende æstetik: langsomt, kraftigt og med en vis metrisk og melismerende frihed. Det kan ikke udelukkes, at selve sangerkrigssituationen har påvirket det vokale udtryk; det gjaldt jo om at overdøve degnen, når han ville introducere en ny version af en kendt salme.

De stærke Jyders sangtradition blev i 1958-1963 dokumenteret af arkivar ved Dansk Folkemindesamling og folkemusikaktivist Thorkild Knudsen (1925-2007). Fordelt på ca. 10 timers spolebåndsoptagelser høres de sidste levn af både kingo- og brorsontradition samt samtaler om salmesangen og bevægelsens historie i bredere forstand.

Brorsons salmebog

Historien om Brorsons salmebog adskiller sig en hel del fra den om Kingos. Hvor Kingos salmebog var en kongeligt autoriseret rigssalmebog med det indledende motto ”Frygter Gud og Kongen ærer, som Guds rene bud os lærer,” var Brorsons salmebog en på privat initiativ samlet udgivelse af H.A. Brorsons (1694-1764) to salmepoetiske hovedværker. Den officielle kirkepolitiske kamp som udspillede sig i forbindelse med Kingos salmebog, var således fraværende her. Brorsons salmebog var vækkelsens salmebog.

Den pietistiske strømning kom tidligt i 1700-tallet til Danmark via Sønderjylland, hvor Brorson virkede først som præst, sidenhen som biskop. Med sine oversættelser af tysk pietistisk salmedigtning og egen dansksproget salmeproduktion blev han hurtigt en centralfigur i spredningen af pietismen, først med mindre salmehæfter, siden med de to hovedværker Troens rare Klenodie (1739) og Svane-sang (1765). Med Christian VI’s død i 1746 døde også den såkaldte statspietisme i Danmark, og efter Brorsons død i 1764 faldt også hans salmer stort set i glemsel. Imidlertid dyrkedes Brorsons salmer stadig intenst i vakte kredse, og i 1830 førte J.A.L. Holms udgivelse af Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson til et yderligere opsving for brorsonsangen. Den store efterspørgsel, 10 oplag på 50 år (Noer 1995: bilag 6), indikerer hvor udbredt brorsonsangen var. Parallelt hermed udkom på initiativ af ledende vakte andre udgaver af Brorsons salmer, men det var Holms udgave, der blev kendt som Brorsons salmebog. I modsætning til Kingo var der således ikke tale om en kirkesalmebog, men om en samling af salmer og åndelige sange, som man i vakte kredse samledes om i hjemmene som alternativ til den officielle forkyndelse, og der var dermed ingen central styring af liturgisk orden eller musikalsk praksis.

Brorsonsangen levede altså helt på den traditionelle sangs frie vilkår, og i modsætning til kingotonen fandtes der ingen inhærent tilbageskuende traditionalisme. Dermed var brorsonsangen mere modtagelig for nye tendenser i den almindelige musikalske udvikling. Der findes til og med vidnesbyrd om, hvordan man blandt de vakte selv satte melodi til de ellers melodiløse tekster fra Svane-sang. Her et erindringsglimt fra o. år 1840 af sognepræst Fr. Hammerich fra Starup:

Efter gudstjenesten fik ”forsamlingssangen” lov til at udfolde sig, når de vakte, stimlet sammen langvejs fra, mødtes hos de gæstfrie præstefolk. Samtalen kom i gang, eller min hustru satte sig til pianoet og spillede salmer, især af Brorsons, der dengang var i alle opvaktes munde. Adskillige af dem, bondepiger og bondekoner, havde selv sat friske og gribende toner til hans Svane-sange […]. Dem lærte da Julie, og hvor sjæleglade blev de ikke, når hun, der udsatte så kønt, spillede dem, og de alle kunne synge med i kor (efter Michaelsen 1994: 150).

Uden at ville betvivle præstefruens evner som akkompagnatør vil jeg ud fra denne skildring antage at melodierne blev til ud fra enkle formelteknikker, såsom trinvise og treklangsdominerede fraser. Man kan også godt gå ud fra, at melodien kunne falde lidt anderledes ud, når den næste gang blev sunget af nogen af de tilstedeværende uden præstefrue-ledsagelse. Denne form for meloditrafik fortsatte i Harboøre, da brorsonsangen med den indremissionske vækkelse i 1880’erne og frem til tiden omkring 1. verdenskrig nåede sit højdepunkt der. Ligesom for De stærke Jyder blev sangen for ”de hellige” i Indre Mission en samlende aktivitet i konflikten med ”de vantro” i området, og den har givetvis også kunnet mobilisere kræfter i den daglige kamp mod de barske vilkår på Vesterhavet samt i den daglige beslutning om at leve et liv som frelst. Ikke mindst to store drukneulykker i 1893 og 1897 gav anledning til at søge styrke i sangen.

Oliemalerie av Niels Bjerre. Pa billedet sidder tre bedende mænd rundt om et bord. En mand står, og to kvinder sidder på en bænk. Den ene kvinder beder.
Niels Bjerre: Harboøre. Gud børn, 1897. Kort tid efter at Bjerre malede dette sit hovedværk, omkom tre af modellerne sammen med ni andre i en drukneulykke. Måske er ”Brorsons Salmebog” blandt bøgerne på bordet? Gengivet med tilladelse fra Aros Kunstmueseum.

Brorsonsangen på Harboøre blev midt i 60’erne dokumenteret på spolebånd af sanghistoriker fra Aarhus Universitet, Karl Clausen (1904-1972). Blandt de indspillede brorsonsangere er missionær Flyvholm, hvis kærlighedserklæring til Brorsons salmebog citeredes indledningsvis. Flyvholm beskriver i samtale med Karl Clausen også meloditrafikken. Han fortæller, hvordan de enkelte samfund ”dengang der så blev liv på Harboøre,” dvs. i 1880’erne, lærte hinanden melodierne, når de besøgte hinanden: ”det var gensidigt, sådan” (www.visesangere.dk, bånd 100). Clausen fisker så lidt: ”Og når de så ikke kunne huske, så har de selv lavet noget?” Hvortil Flyvholm svarer:

Ja, så er der jo kommet fremmede til hjemmene, så er de jo kommet til gengæld til besøg i hjemmene, og så, så skal vi synge den, og så skal vi synge den, men – og så hjalp de hinanden at få det bedste gjort. Men de sang af hjertet, ja det gjorde de! Jow, det gjorde de, det var… Jow, det gjorde de. Jow… (ibid.).

Her kan man næsten høre missionær Flyvholm synke ned i erindringen. Han går tydeligvis mere op i sangens følelsesmæssigt og socialt engagerende funktion end i de melodiske og traderingsmæssige detaljer. Det kan ikke undre, at melodierne udviklede sig under deres vandring.

Salmebogen som medie og som sangbog

Baggrunden for salmebøgernes centrale position i de vakte miljøer skal historisk findes i den protestantiske teologis sakralisering af skriften og ordet. Historikere har vist, hvordan religiøse bøger i det tidligmoderne Europa kom til at erstatte middelalderens mangfoldighed af religiøse genstande, såsom relikvier og rosenkranse (Scribner 1993), og hvordan mange menneskers religiøse praksis, der almindeligvis befandt sig i en gråzone mellem magi og dogmatik, transformeredes i overensstemmelse hermed. Den religiøse bog er således blevet karakteriseret som en nødhjælper (François 1995), hvilket var middelalderens betegnelse for en gruppe af helgener med særlige ”porteføljer”, som kunne påkaldes i kritiske situationer.

Den folkelige reception af den religiøse bog må samtidig anses for at være en konsekvens af den teknologiske udvikling og af myndighedernes deraf følgende mulighed for at bruge bøger som opdragelsesredskab i århundrederne efter reformationen; bogmarkedet formelig oversvømmedes af religiøs litteratur, ikke mindst af salmebøger (Appel & Fink-Jensen 2011, Horstbøll 1999). Der opstod, hvad man kan kalde en salmebogskultur, hvor salmebogen i takt med industrialiseringen blev en genstand enhver borger forventedes at eje. Som traditionel konfirmationsgave symboliserede salmebogen netop fuldendt dannelse og socialisering, og anskuet som et ”totalt” fænomen repræsenterede denne konfirmationsgave en samfundsmæssig kontrakt med et komplekst væv af religiøs, juridisk og mangeartet anden betydning (Mauss 2001). Med andre ord forpligtede den både giver og modtager på de gældende kulturelle normer og blev dermed også en genstand der markerede individets tilhørighed i salmebogsfællesskabet. Denne funktion reflekteres i de mange både personligt, kreativt og iblandt kostbart indbundne salmebøger der findes bevarede. Og uanset hvor enkelt fremstillet en salmebog er, finder man på omslagets inderside næsten altid ejermandens signatur.

Hånd i hånd med denne udvikling går en gradvist stigende læsefærdighed blandt den brede befolkning. Skolen i Danmark opstod netop med henblik på kristen opdragelse af befolkningen (Appel & Fink-Jensen 2013). Først og fremmest gjaldt det om gennem læsefærdighed at understøtte indlæringen, dvs. udenadslæren, af katekismen. Salmer kom ind som pensum på et højere kundskabstrin og havde ligesom katekismen en dobbelt funktion som læsebog og kristent opdragelsesredskab (Appel 2011). Det bibelfortolkende salmeord blev således internaliseret ved at blive sunget ind i børnene (jf. Haarberg 2011), som missionær Flyvholm har beskrevet det i sit barndomsminde.

Eksemplet med missionær Flyvholm, hvor bogen, sangen, moderen og troen er vævet sammen i ét minde, viser også, hvor mangeartede betydninger en salmebog kan være bærer af. For at nærme sig en forståelse for de mange og komplekse betydningslag en salmebog kan mediere, kan man undersøge den ud fra det, som den franske boghistoriker Roger Chartier har beskrevet som, ”the close-knit relationship among three poles: the text itself, the object that conveys the text, and the act that grasps it” (efter Appel 1993: 189). Chartier lægger altså vægt på såvel selve bogens materielle udformning og dens tilblivelses- og produktionshistorie (jf. Darnton 1982), som på måden bogen modtages og bruges på.

Ikke mindst den tredje pol, læsepraksissen, forekommer væsentlig for at forstå hvad der kendetegner salmebogen frem for andre bøger. Salmer kan læses uden toner, enten højt eller indenad. Men musikken er en hjørnesten i Luthers teologi, og i Danmark har salmesangen siden reformationen været det bærende element i gudstjenesten (Paulsen 2017), heraf begrebet ”salmegudstjeneste” (Kjærgaard 2003 I: 62). Dette fremgår klart af den første autoriserede danske salmebog, Thomissøns salmebog fra 1569, som var trykt med noder til hver enkelt salme; en avanceret og kostbar teknik for tiden. Salmerne i denne salmebog er konciperede som en helhed af tekst og melodi, og de er blevet indlært og realiseret som sådan. Læsehandlingen sang er altså den ene ting, der kendetegner salmebogen som medie.

Den anden er det ritual, som salmesangen indgår i. Igen kan man finde undtagelser, hvor salmer indgår i (semi)sekulære situationer, som fx morgensang, men i almindelighed indgår de i gudstjenester og andre kirkelige handlinger, missionsmøder, husandagter eller individuel bøn og andagt. I salmebogen er altså indlejret såvel en musikalsk som en religiøs praksisintention.

Hertil kommer den sociale praksis. For 1800–tallets vækkelsesbevægelser havde salmebøgerne en særlig dobbeltsidet funktion. Dels befandt forsamlingerne sig grundlæggende i konflikt med det omgivende samfund (jf. Sanders 1996; Stidsen 2002) og kunne gennem salmesang styrke deres religiøse og sociale fællesskab. Dels fandt de i Kingos og Brorsons salmebøger netop den teologi og æstetik, som de savnede hos tidens rationalisme-prægede kirke, således at de to salmebøger fik karakter af bekendelsesskrifter.

Betragter man vækkelsens to foretrukne salmebøger ud fra Chartiers anden pol, ”the object that conveys the text”, og undersøger salmebøgerne som genstande, åbner der sig flere perspektiver for deres betydningslag. Fx må den før nævnte kirkeårsstyrede struktur i Kingos salmebog, hvor salmevalget altid på forhånd var givet og stemte overens med dagens tekst, have påvirket erfaringen i sangen. Man må tillige gå ud fra at såvel fraktur- som prosaopsætningens grafiske tæthed har understøttet denne erfaring.

Jeg vil dog særligt fokusere på ét aspekt af salmebogens medialitet og materialitet, nemlig de to salmebøgers kaldenavne. At de blev opkaldt efter de to store salmedigtere, tyder på en intention om legitimering og sakralisering. Kingo havde ganske vist udgivet den salmebog, som han lagde navn til, men han havde, som tidligere vist, kun ringe indflydelse på dens tekstudvalg og struktur, og dens egentlige autoriserede navn var Dend Forordnede Ny Kirke-Psalmebog. Brorson havde til gengæld selv skrevet alle salmer og åndelige sange i ”sin” salmebog, men den havde aldrig været en autoriseret rigssalmebog, og Brorson havde heller ikke selv udgivet den som sådan.

At personnavnene indikerer en intenderet sakralisering og legitimering, bestyrkes af at salmebøgernes navngivere anføres med titler: ”Th. Kingo, Dr., fordum Biskop i Fyens Stift” og ”Dr. Hans Adolph Brorson, forhen Biskop i Ribe Stift,” nøjagtigt som Luther i ældre katekismer altid hedder D. M. Luther (Doktor Martin Luther). Reformationen gjorde nok op med middelalderkirkens hierarkiske tankegang til fordel for ideen om det almindelige præstedømme, men her ses altså eksempler på hvordan forestillingen om, at nogle alligevel befandt sig højere oppe i det kirkelige hierarki end andre, levede videre. Deres navne kunne dermed tjene en sag ved at legitimere den, i dette tilfælde de specifikke gruppers særlige kristendomsopfattelse og dermed forbundne musikalske praksis.

Et eksempel på denne legitimeringspraksis gennem Kingos og Brorsons navne og titler ses i en klage til den lokale amtmand, som nogle vakte fra Skjern i 1843 har sendt efter at være blevet afbrudt i deres gudelige forsamling af herredsfogeden:

Forsamlingen begyndte da saaledes, der blev først sjunget en Salme af Biskop Brorsons Sangebog, dernæst læses en Prædiken af Luthers Huuspostil, og derefter sang vi en Vers af Kingos gamle Salmebog, men det hele blev med eet forstyrret, idet Herredsfogeden kom og overfaldt Forsamlingen og medførte de tre af de fremmede i Arrest […] (Clausen 1965).

Her fremstår de to salmebøger sammen med Luthers postil som en treenighed der danner kontrast til herredsfogedens voldsomme indgriben. Siden midten af 1800-tallet tryktes begge salmebøger med de folkelige betegnelser prentet på ryggen (mindestuen).

Fotografi av to bogrygge. Den ene er Kingos, og den anden er Brorsons salmebog.
Forfatteren har fået sine eksemplarer af Kingos og Brorsons salmebøger ved et besøg i De stærke Jyders mindestue i Hedensted. Mindestuen var tidligere en af bevægelsens skoler og rummer i dag arkiv og utallige salmebøger. Foto: forfatteren.

Ydermere er ”Brorsons Salmebog” forsynet med hans levnedsbeskrivelse eller vita (jf. Heffernan 1988), som til og med indledes med en form for metakommentar til fænomenet: ”Navnet Brorson har en god Klang for danske og norske Christne” (Brorsons salmebog: III). At således fremstille Brorson som et eksempel til efterfølgelse er helt i samklang med pietismens fremhævelse af den personlige omvendelse og ikke mindst med de gudelige forsamlingers dyrkelse af deres forbilleders omvendelseshistorier, også omtalt som ”helgenlegender” (Stidsen 2002: 67).

En side fra Brorsons salmebog med Brorsons levnedslöb i gammel skrifttype.
I levnedsbeskrivelsen forankres Brorson i ”den simpleste Hytte som er blevet berørt af det opvakte christelige Troesliv.” Forfatterens eksemplar. Foto: forfatteren.

Gennem denne emfasering af navnene fremstår Kingo og Brorson som led i, hvad man kunne betegne som en dansk salmistisk succession: Thomissøn, Kingo og Brorson, der på skuldrene af hinanden repræsenterer den sande lutherske kristendom. Ikke mindst i de gudelige forsamlinger, hvor Kingos og Brorsons salmebøger brugtes som et korrektiv til den rationalistiske teologi, der kom til udtryk i Evangelisk-kristelig Psalmebog, kunne denne strategi styrke forsamlingernes konfessionelle og musikalske identitet. I de syngende fællesskaber kunne man bekræfte hinanden i den opfattelse.

Lyden af Kingos og Brorsons salmebøger

Disse syngende fællesskaber er desværre kun i meget ringe grad dokumenteret. Sigvald Tveits indspilninger står med den dokumenterede fællessang, men også med den underbelyste historiske kontekst, for sig selv, og vil ikke blive inddraget i denne artikel, som i stedet vil fokusere på Knudsens og Clausens indspilninger med hhv. De stærke Jyders kingotone og det indremissionske Harboøre-folks brorsonsang fra 1960’erne.

Disse indspilninger dokumenterer ikke autentiske praksissituationer, dvs. gudstjeneste, husandagt eller missionsmøde, men er i både tids- og repertoiremæssig forstand de absolut mest omfattende. De rummer desuden en del værdifulde oplysninger om sangpraksissen i samtalerne med sangerne. Den absolutte hovedpart af indspilningerne er foretaget hjemme hos sangerne, som i langt de fleste tilfælde synger alene. I visse tilfælde har sangerne, hvoraf mange er omkring de 80, ikke sunget disse salmer siden barndommen, et forhold som Kirsten Sass Bak har betegnet som remembered singing (Bak 2006). Men sangerne sidder med salmebøgerne foran sig eller måske ligefrem i hænderne og genoplever en praksis, der har været et fundament og en rød tråd i deres tilværelse, og man må gå ud fra, at den oprindelige praksis har afsat spor i sangernes syngemåde og i en vis forstand genopleves i indspilningssituationen.

På den baggrund vil jeg i det følgende give eksempler på, hvordan sangerne vokalt realiserer salmerne, som de medieres i salmebogen med alle dennes tænkelige betydningslag. Med denne analytiske tilgang kombinerer jeg altså det bog- og medieteoretiske med musikteori, der lægger vægt på musik som praksis (Small 1998, Turino 2008) eller handling (DeNora 2000) – noget mennesker gør. Dette valg finder jeg bestyrket i det forhold, at sangerne i interview med både Knudsen og Clausen viser påfaldende lille interesse for melodier, medens de gerne taler om, hvad det betyder for dem at synge; det indledende uddrag med missionær Flyvholm kan tjene som eksempel. Noget tilspidset kan man sige, at jeg vil fortolke salmebøgerne som en form for alternativ musikalsk notation i semimundtlig tradition.

At høre menighedssang gennem soloindspilninger

Jeg har allerede nævnt den gennemgående udfordring i arbejdet med både Knudsens og Clausens indspilninger: Den religiøse og sociale identitet, som i de to grupper er formidlet gennem salmebøgerne og vokalt materialiseret i sangen, er stort set ikke dokumenteret i sit kollektive udtryk, menighedssangen. I et forsøg på at rekonstruere dette lydbillede er jeg derfor nødt til at lede efter spor af den kollektive sangpraksis hos de enkelte sangere. Følgende analyse foregår i tre trin: Først giver jeg en generel karakteristik af stilen og foredraget på indspilningerne, hernæst undersøger jeg den melodiske variation i materialet med henblik på at kunne udlede en forestilling om teksturen, og i tredje lag uddyber jeg dette ved at analysere vokale parametre som intonation, rytme, puls, klang, ambitus og tonedannelse. I analysen sammenligner jeg kingotonen med brorsonsangen.

Derved fremkommer der en række interessante ligheder og forskelle. Ved en første gennemlytning kan sangudtrykket i de to traditioner forekomme temmelig enslydende: Sangerne synger langsomt og højtideligt. De betoner mange ord og har en tydelig diktion, men den er ikke styrende for det melodiske udtryk, og de opholder sig gerne på vokalerne.

Disse stiltræk adskiller sig markant fra fremtrædende træk i den traditionelle sangs verdslige repertoire. På baggrund af analyser af indspilninger med traditionelle balladesangere foretaget i samme tidsrum som salmeindspilningerne (Hansen 2015) har Lene Halskov Hansen møntet begrebet ”et fortællende sangudtryk”, som hun karakteriserer som ”sangerens ønske om og evne til at få ordlyd, melodi og rytme til at spille sammen til fordel for visens fortælling” (Hansen 2015: 41).

En tænkelig forklaring på denne forskel i folkelige sangudtryk er netop den kollektive musikalske praksis, der udelukker høje tempi, hvis man skal synge nogenlunde unisont. En anden forklaring er, med udgangspunkt i Chartiers teori om det tætvævede forhold mellem tekst, genstand og praksis, selve salmebogens afsmitning på det vokale udtryk. Selv om sangerne givetvis har kunnet salmerne udenad, er der en grundlæggende praksisforskel på egentlig mundtlig tradition (jf. Hansen et al. 2009) og mundtlig meloditradering af noterede tekster. Teksten er nok internaliseret, men sangerne sidder alligevel med bogen i hænderne og dermed udskilt fra sig selv, hvilket må resultere i en lavere grad af sangersmidighed i forhold til samspillet mellem ”ordlyd, melodi og rytme”. Ikke mindst finder jeg det højst tænkeligt, at de to salmebøgers særlige religiøse position blandt sangerne så at sige kræver et højtideligt sangudtryk. Flere af sangerne, bl.a. missionær Flyvholm, har en tendens til at falde ind i en slags prædikantstil med pauser og betoninger, når de taler om ting af betydning, ikke mindst om salmebøgerne. Denne måde at tale på kan genkendes i sangen. Jeg foreslår som pendant til ”det fortællende sangudtryk” termen ”salmeudtrykket.”

Til sammenligning kan man lytte til Clausens og hans assistent Johannes Thoms’ indspilninger med sønderjyske Tille Davidsen, der blandt mere end 400 danske og tyske viser også indsynger enkelte salmer (www.visesangere.dk, bånd 319 og 329). Tille Davidsen synger netop på den fortællende måde: tekst- og talenært og med friske tempi, såvel i salmerne som i de øvrige viser. I hendes tilfælde lader salmerne altså til at have mistet forbindelsen til den oprindelige liturgiske sammenhæng og være blevet en del af et større og blandet sangrepertoire. For De stærke Jyder og Harboøre-folkene gør det modsatte sig gældende: salmesangen er den liturgiske handling, som de gennem salmebogen kan flytte ud af kirkerummet og udfolde hvor som helst.

Undersøger man nu det kollektive sangudtryk gennem melodivariation og tekstur, viser der sig at være endda ganske markante forskelle mellem kingotonen og brorsonsangen. Clausen er i sine samtaler med Harboøre-sangerne generelt optaget af melodigenealogiske spørgsmål og af den enkelte sangers historie. Jeg har ikke fundet nogen udtalelser, der kaster lys over fællesskabets betydning for det vokale udtryk – ud over vidnesbyrd om at man sang sammen, i familien ved morgenandagten, ved besøg hos trosfæller eller ved de indremissionske samtalemøder. På indspilningerne kan man dog konstatere, at der ud af den ovenfor beskrevne mundtlige traditions variationspraksis med tiden har udkrystalliseret sig faste konturer for de enkelte salmemelodier. Flere salmer synges af op til seks forskellige sangere på nøjagtig samme melodi. Gennem hyppig sang er kanterne blevet slebet af til en fælles form, idet den kollektive sangpraksis har nødvendiggjort en klar melodinorm. Én enkelt indspilning med en større gruppe harboørefolk der synger ”Vor klippe vi slippe umulig,” dokumenterer denne fælles bearbejdning af det melodiske råmateriale (www.visesangere.dk, bånd 101, 33.34).

Nodebillede af en transskription af indspilningen.
Transskription af Karl Clausens indspilning af brorsonsalmen ”Vor Klippe vi slippe umuelig” med Harboøre-folk fra 1966.

Her hører man, at visse af sangerne nok er mere styrende end andre, men det overordnede indtryk er en gennemgående enighed om både intervaller og tonelængder, også hvor dette medfører ”skiftende taktarter” i overensstemmelse med traditionelle sangeres modvilje mod lange toner (Bak 2017/den2radio.dk). Ovenikøbet tilfører denne rytmiske spænding sammen med den tydelige fælles nydelse i melodiens højdepunkter samt samstemmigheden i glidningerne i sangen et udtryk af fremdrift, enighed og bestemthed.

Teksten til salmen ”Vor Klippe vi slippe umuelig” i gammel skrifttype. Salmen har nummer 329.
”Vor Klippe vi slippe umuelig” fra Brorsons Salmebog. Det er tænkeligt at prosaopsætningen har påvirket det støt fremadskridende udtryk i sangen. Sangerne sidder ikke og tæller medens de venter på næste linje. Forfatterens eksemplar. Foto: forfatteren.

Anderledes forholder det sig med kingotonen, der er kendetegnet ved melodivarianter og hyppige melismeringer. De sangere, som Knudsen udspørger om denne sangpraksis, giver udtryk for stor bevidsthed om den særlige melodisk ubundne syngemåde. Fx siger Henrik Therkelsen Christensen om ”Aleneste Gud i Himmerig”: ”Lige så mange der synger den, lige så mange bettesmå afvigelser vil der blive i den” (DFS Mgt GD 1960/1). På Knudsens spørgsmål om der var plads til individuelle udformninger i sangen, svarer Frederik Jørgensen:

Jaaaa. Det var ikke egentlig så faste former. Menighedssang, det skal ikke være kunstsang, var der en der sagde en gang, og det synes jeg at det passer. Men… det var jo nok mere og mindre personligt præget dengang, end som det er i nutiden (DFS Mgt GD 1960/10).

Niels Jacobsen beskriver forskellen mellem den gamle, dvs. De stærke Jyders kingotradition, og den ny sangpraksis efter den moderne salmebog således:

De er mere gået ind i et skema, de nye, de skal være sådan – sådan, bliver dirigeret fra orglet og fra musik–koret. Menigheden – det bliver ikke menighedssang så fuldstændig i den betydning det var i gammel tid (DFS Mgt GD 1960/10).

Ud fra dette udsagn er det forståeligt, at Knudsen fortolker den melismerede salmesang med de mange ”bettesmå afvigelser”på følgende vis:

Not a congregational song in which everybody sings in a body, as with one mouth, following the baton of the organist. But individual people, who in the singing fellowship reserve the freedom to bear witness to God on a personal basis (Knudsen 1968).

Denne fortolkning af De stærke Jyders sangudtryk kan synes at gå i spænd med pietismens idealer om det personlige og individuelle gudsforhold. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at Knudsen her overser et afgørende aspekt af menighedssangen – måske betinget af hans individuelle indspilninger – nemlig den kollektive praksis. Idet de frie individuelle stemmer indgår i den samlede menigheds vokale fletværk af ikke-planlagt usamtidighed, må det kollektive sangudtryk nødvendigvis slå om i et upersonligt og objektivt sådant. Dette fremgår af de ganske få indspilninger, der er foretaget med fire sangere, hvor det faktisk er vanskeligt at udskille de enkelte stemmer fra hinanden i det samlede lydbillede (DFS Mgt GD 1958/28). Selv om denne lyd opstår som et resultat af individuelle udtryk, der historisk set musikalsk formulerer en opposition mod myndighederne, bør den ikke fortolkes som et udtryk for en kamp for retten til moderne individuelle rettigheder, men snarere som en længsel efter den enkeltes rodfæstning i landsbyfællesskabets orden (jf. Stidsen: 72) eller, som den svenske teolog og folkelivsforsker Hilding Pleijel slående har formuleret det med henvisning til Luthers lille katekismus: i hustavlens verden (Pleijel 1970).

Den sammenlignende analyse af de to traditioner viser således, at visse stiltræk går igen i det jeg kalder et folkeligt salmeudtryk, men at menighedens religiøse og sociale fællesskab vokalt realiseres i to vidt forskellige idealer for tekstur. Hvor De stærke Jyder udtrykker kollektivet gennem et heterofont væv, hvor de enkelte små individuelle afvigelser bidrager til spænding, fylde og intensitet i den fælles lyd, søger harboørefolkene at udtrykke styrken i enigheden om den rette livsførelse ud fra den rette tro i en unison lyd, hvor alle følges ad med hvad der lader til at have været en høj grad af præcision.

Dette billede forstærkes yderligere, når man går et lag dybere ned i analysen. Individualiteten i De stærke Jyders syngemåde udfolder sig ikke kun på melodiniveau, men også i de enkelte vokale parametre. Metrik, puls og intonation er noget, som de fleste sangere forholder sig ganske frit til, og klang og tonedannelse kan man ikke sige noget entydigt om, da de enkelte sangere synger meget forskelligt. Nogle synger nasalt, andre synger dækket, nogle artikulerer langt fremme i munden, andre langt tilbage osv. Det eneste fælles træk er, at de synger uden vibrato, hvorved stemmernes forskellighed yderligere tydeliggøres. Denne klangpluralitet må uden tvivl have forstærket effekten af den heterofone struktur og dermed af det vokale spændingsforhold mellem individ og kollektiv.

Sammenlignet med kingosangerne synger brorsonsangerne fra Harboøre mere ensartet og tilsyneladende med et fælles klangideal, selv om alle naturligvis ikke har lige stort talent for at leve op til dette. At tale om et mere skolet ideal ville være misvisende, men meget tyder på, at det sene 1800-tals vækkelsessang har haft en stilistisk afsmittende effekt (Rossil 2022: 264-316). Alle sangere intonerer – på trods af deres høje alder – forbløffende sikkert og afslører dermed en mere lodret musikalsk tænkning, dvs. en fornemmelse for en harmoniske progression, selv om sangen er unison. Særligt mændene synger meget egalt og klarer toptonerne i samme åbne indstilling som dem i det mere bekvemme dybe register. De fleste mænd synger med vibrato og en for deres alder fyldig og bred klang. De få kvinder der er dokumenteret, synger bredt og kraftfuldt, de fleste uden vibrato og med markante registerbrud. Dette kan delvis tilskrives deres høje alder, men jeg anser det for mere sandsynligt, at det har rod i den kollektive praksissituation på tværs af kønnene. Mændene har ligget relativt højt og eksponeret, medens kvinderne har været nødt til at tage mere fat for at opnå samme gennemslagskraft som mændene, hvorved registerbrud har været uundgåelige. Det kraftfulde attak i de kvindelige sangeres udtryk resulterer i samklang med de mandlige sangeres større egalitet i en klangmæssig diversitet, en slags kønsbaseret klanglig tostemmighed, der har tilført det samlede lydbillede tæthed og fylde. Dette høres også på ”Vor klippe vi slippe umulig”.

Som konklusion på analysen kan man altså anføre to forskellige musikalske og vokale tæthedsstrategier, der har fremmet den deltagende sang (Turino) og oplevelsen af at omsætte salmebogen og salmeordet i klingende sang: De stærke Jyder synger både klangligt og melodisk forskudt og skaber gennem teksturen liv og tæthed i udtrykket. Harboøresangerne synger unisont, men med brede og kraftfulde stemmer og energi i det fælles udtryk, hvorigennem der opstår en anden form for musikalsk spænding og vokal tæthed. Gennem de to strategier kan man tænke sig at hhv. De stærke Jyder og de vakte harboørefolk har kunnet realisere og erfare det religiøse og sociale fællesskab.

Konklusion

Allerede i 1700-tallet gav den rå og usamtidige salmesang på landet anledning til protester (Bak 2006); De stærke Jyder fastholdt et usædvanligt arkaisk sangideal, som ikke engang de mest eksperimenterende grene af folkemusik- eller tidlig musik-bevægelsen i dag har forsøgt sig med. Af Thorkild Knudsens interviews med sangerne fremgår det, at de anså denne syngemåde for den rigtige menighedssang. En lignende kollektiv musikalsk-historisk bevidsthed lader ikke til at have være udbredt blandt de indremissionske harboørefolk, hvilket ikke kan overraske, al den stund brorsonsagen flyttede sig geografisk og spredtes under langt mere ukontrollerede former i private hjem. Men det fremgår af Karl Clausens indspilninger, at sangerne havde en fælles opfattelse af en adækvat syngemåde. På baggrund af nyere bog- og medieteori kan sangen betragtes som en læsepraksis, der er uløseligt knyttet ikke bare til salmeteksterne, men til selve de materielle salmebøger, som havde en så central status hos vækkelsen, og som fungerede som bærere af mangeartede betydninger. Disse betydninger kunne i de vakte religiøse fællesskaber omsættes i klingende sang. På Thorkild Knudsens og Karl Clausens indsamlinger af folkelig dansk salmesang høres efterklangen af den vokale realisering af to af vækkelsesbevægelsens vigtigste bøger.

Kilder og litteratur

Lydkilder

  • Dansk Folkemindesamling, Det Kgl. Bibliotek

    • Thorkild Knudsens indspilninger med De stærke Jyder DFS Mgt GD 1958/28–DFS Mgt GD 1963/65
  • Karl Clausens sanghistoriske samling, Visecenter Fyn, Syddansk Universitet

    • Karl Clausens indspilninger med brorsonsangere er digitaliserede og tilgængelige på www.visesangere.dk (Sønderjyder synger)

Salmebøger

Thomissøns salmebog (Den danske Psalmebog) 1569

Kingos salmebog (Dend Forordnede Ny Kirke-Psalmebog) 1699

Brorsons salmebog (Psalmer og Aandelige Sange af Dr. Hans Adolph Brorson) 1830

Evangelisk-Kristelig Psalmebog 1798

Hjemmesider

Litteratur

Appel, Charlotte 1993, ”Bogmarkedets og læsningens historie ca. 1500–1700 i nyere europæisk forskning. En introduktion”, Fund og Forskning 32, s. 185–232.

Appel, Charlotte 2011, ”Printed in Books, imprinted on Minds: Catechisms and Religious Reading in Denmark during the Seventeenth and early eigteenth Centuries”, Charlotte Appel & Morten Fink–Jensen (red.), Religious Reading in the Lutheran North. Studies in Early Modern Scandinavian Book Culture, Cambridge: Cambridge Scholars Publishing, s. 70–87.

Appel, Charlotte og Morten Fink–Jensen 2011 (red.), Religious Reading in the Lutheran North. Studies in Early Modern Scandinavian Book Culture, Cambridge: Cambridge Scholars Publishing.

Appel, Charlotte og Morten Fink–Jensen 2013, Da læreren holdt skole. Tiden før 1780, Appel, Charlotte & Ning de Coninck–Smith (red.) Dansk skolehistorie 1. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Arndal, Steffen 1989: ”Den store hvide Flok vi see…” H.A. Brorson og tysk pietistisk vækkelsessang: Odense.

Bak, Kirsten Sass 1988, ”Folkemusik og musikvidenskab”, Otte ekkoer af musikforskning i Århus, Aarhus: Aarhus Universitet, s. 21-61.

Bak, Kirsten Sass 1993, ”Om at løfte en arv… ”Århus-linien i dansk sanghistorie efter Carl Klausen”, da capo 8, Aarhus: Musikvidenskabeligt Institut ved Aarhus Universitet, s. 1-33.

Bak, Kirsten Sass & Svend Nielsen (red.), Spiritual Folk Singing. Nordic and Baltic Protestant Traditions, København: Forlaget Kragen.

Bak, Kirsten Sass 2006, ”Traditional Kingo Singing in Denmark”, Kirsten Sass Bak & Svend Nielsen (red.), Spiritual Folk Singing. Nordic and Baltic Protestant Traditions, København: Forlaget Kragen, s. 155 –196.

Balslev-Clausen, Peter 1975, ”Indre Missions salmebogstillæg 1863 og 1866” i Hymnologiske Meddelelser nr. 2-3.

Clausen, Karl 1958, Dansk Folkesang gennem 150 år. København: Statsradiofoniens Grundbøger.

Clausen, Karl 1965, ”Den folkelige brorsonsang,” efterskrift i Hans Adolph Brorsons Svane-Sang. Genudsendt i to-hundredåret for værkets fremkomst, Skjern.

Darnton, Robert 1982, ”What is the History of Books?”, Daedalus III, s. 33–41.

DeNora, Tia 2000, Music in Everyday Life, Cambridge: Cambridge University Press.

François, Etienne 1995, ”Das religiöse Buch als Nothelfer, Familienreliquie und Identitätssymbol im protestantischen Deutschland der Frühneuzeit (17.–19. Jahrhundert)”, Hören Sagen Lesen Lernen. Bausteine zu einer Geschichte der kommunikativen Kultur. FS für Rudolf Schenda zum 65. Geburtstage. Ursula Brunold–Bigler & Hermann Bausinger (red.), Bern et al.: Peter Lang, 219–230.

Grane, Leif 2002 (1982), Kirken i det 19. århundrede. Europæiske perspektiver, København.

Haarberg, Jon 2011, ”Earways to Heaven: Singing the Catechism in Denmark–Norway, 1569–1756”, Charlotte Appel & Morten Fink–Jensen (red.), Religious Reading in the Lutheran North. Studies in Early Modern Scandinavian Book Culture, Cambridge: Cambridge Scholars Publishing, s. 48–69.

Hansen, Lene Halskov 2008. ”Ballader og et folkemusikarkiv”, Folk og kultur, årbog for dansk etnologi og folkemindevidenskab 37, s. 205-214.

Hansen, Lene Halskov, Astrid Nora Ressem & Ingrid Åkesson (red.) 2009, Tradisjonell sang som levende process. Nordiske studier i stabilitet og forandring, gjentagelse og variasjon, Novus Forlag, Oslo.

Hansen, Lene Halskov 2915, Balladesang og kædedansk. To aspekter af dansk folkevisekultur. Museum Tusculanums Forlag, København.

Hansen, Lene Halskov 2016, ”Folkeviser og fortællende sang. I anledning af en bogudgivelse”, Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 29, s. 39–49, hentet fra https://tidsskrift.dk/magasin/article/view/66973.

Hansen, Lene Halskov 2018, ”Forflytning af folkemusik fra ʼgulv til gulvʼ. En dansk folkemusikbevægelse i 1970-80’erne”, Danish Musicology Online, særnummer Musikkens institutioner, hentet fra http://www.danishmusicologyonline.dk/arkiv/arkiv_dmo/dmo_saernummer_2018/dmo_saernummer_2018_musikkens_institutioner_09.pdf.

Heffernan, Thomas J. 1988, Sacred Biography. Saints and Their Biographers in the Middle Ages, Oxford: Oxford University Press.

Henningsen, Peter 2019, Dengang vi var bønder, København: Gads Forlag.

Hortsbøll, Henrik 1999, Menigmands medie. Det folkelige bogtryk i Danmark 1500-1840. En kulturhistorisk undersøgelse, Museum Tusculanums Forlag, København: Det Kongelige Bibliotek.

Kjærgaard, Jørgen 2003. Salmehåndbog I og II. København: Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.

Knudsen, Thorkild 1961. ”Model, type og variant”, Dansk Musik Tidsskrift, s. 79–92.

Knudsen, Thorkild 1968. ”Ornamental hymn/psalm singing in Denmark, the Faroe Islands and the Hebrides”, DFS Information, s. 5–24.

Knudsen, Thorkild 1976. ”Udgavens principper og melodiernes kompositionsprincip ”, Thorkild Knudsen, Svend Nielsen & Nils Schiørring (red.), Danmarks gamle Folkeviser XI, København: Universitets-Jubilæets danske Samfund.

Kofod-Svendsen, Flemming, Lutheranerne på heden. Om Kristelig Lutheransk Trossamfunds historie, Fredericia 2012.

Malling, Anders 1978, Dansk Salmehistorie VIII, Salmebøgerne, København: J.H. Schultz Forlag.

Mauss, Marcel 2001 [1923/24]. Gaven. Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund, København: Spektrum.

McGuire, Meredith B., Lived Religion. Faith and Practice in Everyday Life, Oxford.

Michaelsen, Jørgen 1994, ”Brorsons salmer i brug”, Jan Ulrik Dyrkjøb (red.), Brorson. En bog i 300 året for salmedigterens fødsel, Frederiksberg: Forlaget ANIS.

Nissen, J. 1904, ”Degnen Oluf Hansen Lind i Vamdrup og den evangelisk-kristelige Salmebog. Foredrag ved ʼHistorisk Samfund for Ribe Amts Møde i Vamdrup den 20. Oktober 1904”, tilgængelig på www.tidsskrift.dk.

Nissen, Peter 2007, ”Med sang til byens folk. KFUM’s sangkor i København i begyndelsen af det 20. århundrede.” i Folk og Kultur, årbog for Dansk Etnologi Og Folkemindevidenskab, 36 (1).

Noer, Peter Albek 1995, Brorson-sangens virkningshistorie (speciale-afhandling).

Olesen, Elith 1996, De frigjorte og trællefolket. Amerikansk-engelsk indflydelse på dansk kirkeliv omkring år 1900, Frederiksberg: Forlaget ANIS.

Paulsen, Ove 2017, ”Luthers salmer som gudstjenesteled”, Jørgen Kjærgaard & Ove Paulsen (red.), Luthers salmer på dansk. Tekst, melodi, liturgi og teologi, Frederiksberg: Eksistensen, s. 49–82.

Petersen, Mogens Helmer 1965, ”Kingosangen i folkelig dansk tradition”, Dansk Kirkesangs Årsskrift, København.

Pleijel, Hilding 1970, Hustavlans värld. Kyrkligt folkliv i äldre tiders Sverige, Stockholm: Verbum.

Rasmussen, Jens, Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur. Andagtsbøger og lægmandsforsamlinger 1800-1840, Odense.

Rossil, Helen 2022, Kingotone og brorsonsang – folkelig salmesang i Danmark. Fra salmebøger og lydindspilninger, Uppsala. Afhandlingen lægges frem og forsvares 07.05.2022.

Sanders, Hanne 1995, Bondevækkelse og sekularisering. En protestantisk folkelig kultur i Danmark og Sverige 1820–1859, Stockholm: Stockholms universitet.

Scribner, Robert W. 1993, ”The Reformation, Popular Magic, and ʼThe Disenchantment of the Worldʼ”, The Journal of Interdisciplinary History, Vol. 23 No 3 ”Religion and History”, s. 475–494.

Small, Christopher 1998, Musicking. The Meanings of Performance and Listening, Weslyan University Press.

Stidsen, Johs. Enggaard, 2002, Hold fast ved det du har…! Odense: Odense Universitetsforlag.

Turino, Thomas, 2008, Music as Social Life. The Politics of Participation. The University of Chicago Press.

Please read our new privacy policy I accept